Ravensbrück: Nazitysklands berygtede kvindelejr
Ravensbrück var Nazitysklands største koncentrationslejr for kvinder. Over 130.000 blev deporteret hertil mellem 1939 og 1945. Fangerne blev udsat for tvangsarbejde, sult og medicinske eksperimenter. Mange døde. Lejren blev befriet af Sovjet i 1945. I dag fungerer stedet som mindesmærke og museum over nazismens kvindelige ofre.
Ravensbrück: Kvindelejerens oprettelse
Ravensbrück var den største koncentrationslejr udelukkende for kvinder i det nazistiske Tyskland. Den lå cirka 90 km nord for Berlin, tæt på byen Fürstenberg i Brandenburg. Lejren blev opført i november 1938 på direkte ordre fra SS-lederen Heinrich Himmler og åbnede officielt i maj 1939. Formålet var at isolere, udnytte og nedbryde kvinder, som naziregimet betragtede som politiske, racemæssige eller sociale fjender.
I foråret 1941 blev der opført en tilstødende mændslejr. Den fungerede primært som arbejdslejr og administrativ støtte til kvindelejren. Både kvinder og mænd blev tvunget til hårdt fysisk arbejde under umenneskelige forhold.
Over 130.000 kvinder deporteret – flertallet døde
I årene 1939 til 1945 passerede over 130.000 kvinder gennem Ravensbrück. De kom fra næsten hele det tyskbesatte Europa. Den største enkeltgruppe var polske kvinder, hvoraf omkring 40.000 opholdt sig i lejren på et tidspunkt. Fangerne omfattede politiske modstandere, jøder, romaer, Jehovas Vidner, homoseksuelle og “asociale”, som fx prostituerede eller psykisk syge.
Mindst 90.000 fanger døde i Ravensbrück som følge af sult, sygdom, mishandling, tvangsarbejde eller henrettelser. Mange blev sendt til gaskamre, der blev opført i lejren i 1944, da Auschwitz var blevet overfyldt. Desuden blev tusindvis sendt videre til andre lejre eller dræbt i såkaldte “udryddelsestranporter”.
Skandinaviske fanger og de hvide busser
Blandt fangerne i Ravensbrück var der også flere hundrede skandinaviske kvinder, herunder norske modstandskvinder og danske jøder. Mange af dem blev reddet i foråret 1945 gennem den dramatiske “hvide busser”-aktion, organiseret af den svenske greve Folke Bernadotte. Oprindeligt var aktionen kun tiltænkt skandinaviske fanger, men Bernadotte forhandlede sig frem til, at også syge kvinder fra andre lande kunne tages med.
I alt blev omkring 7.000 kvinder reddet ud fra Ravensbrück i de sidste uger af krigen. Nogle overlevede, men mange døde kort efter redningen, da deres helbred var så svækket, at de ikke kunne komme sig. Den sovjetiske befrielse fandt sted 30. april 1945, og ved befrielsen var der stadig omkring 3.500 syge kvinder og børn i lejren, samt nogle hundrede mænd.
Umenneskelige eksperimenter og slavearbejde
Et af de mørkeste kapitler i Ravensbrücks historie er de medicinske eksperimenter, som blev udført af SS-læger på udvalgte fanger – ofte uden bedøvelse. Kvinder, især fra Polen, blev udsat for forsøg med gasgangræn, knogletransplantationer og infektioner. Mange døde som følge, og andre blev permanent invalideret. De overlevende blev kaldt “kaninerne fra Ravensbrück”.
Lejren fungerede også som leverandør af slavearbejdskraft til den tyske krigsindustri. Fanger blev sendt ud til satellitlejre eller fabrikker ejet af virksomheder som Siemens, der havde et anlæg inde i selve lejren. Arbejdsforholdene var brutale, og dødeligheden blandt arbejderne var høj.
Efterkrigstid, mindesmærke og arv
Efter krigen blev Ravensbrück brugt som kaserne for sovjetiske soldater helt frem til 1994. I mellemtiden blev der i 1959 opført et stort mindesmærke på området, som især blev brugt af DDR-regimet til at fremhæve antifascistisk modstand. Først i 1995, ved 50-året for befrielsen, blev lejrens indgangsområde åbnet for offentligheden.
I dag fungerer stedet som museumscenter og mindested. Det er en vigtig del af Europas kollektive erindring om Holocaust og kvindernes rolle i modstanden mod nazismen. Talrige overlevende og deres familier har bidraget med vidnesbyrd, breve og dagbøger, som kaster lys over lejrlivet. Hvert år besøger tusindvis af mennesker stedet for at mindes og lære.
