Reichsarbeitsdienst – I tvunget arbejdstjeneste
Tvungen Arbejdstjeneste: Historie og Betydning
Tvungen arbejdstjeneste var allerede en realitet under Første Verdenskrig, hvor „Hilfsdienstgesetz‟ blev en del af Hindenburg-programmet. Allerede i begyndelsen af 1920’erne foreslog kaptajn Aumann fra Reichswehr-bataljonen i Berlin at indføre en etårig obligatorisk tjeneste for både unge mænd og kvinder. Han mente, at dette ville styrke „et nationalt samfunds vilje til at gøre sig gældende‟.
Udviklingen af Arbejdstjenesten
Arbejdstjenesten i sin senere form blev introduceret under den økonomiske verdenskrise i 1931/32 som en „frivillig arbejdstjeneste‟ for unge af begge køn. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev tjenesten gjort obligatorisk. Den 26. juni 1935 vedtog regeringen loven om „Reichsarbeitsdienst‟ (RAD), som pålagde alle unge mellem 18 og 25 år at udføre „samfundsnyttigt arbejde‟ i seks måneder.
Formålet med RAD var ifølge loven at „uddanne den tyske ungdom i nationalsocialismens ånd‟ samt at opbygge et stærkt folkefællesskab med respekt for manuelt arbejde. Ud over denne ideologiske dimension havde arbejdstjenesten også et praktisk formål: at reducere arbejdsløsheden og forberede ungdommen på krig. Deltagerne blev beskæftiget med landvinding, vejbyggeri, landbrug og opførelse af militære anlæg såsom „Vestmuren‟. De arbejdende mænd og kvinder blev indkvarteret i særlige RAD-lejre.
Organisation og Struktur
RAD blev ledet af Konstantin Hierl, som var direkte underlagt rigsindenrigsministeren. Der var en adskillelse mellem administrationen af den mandlige og kvindelige del af arbejdstjenesten (RADwJ), men strukturen var ens. Medlemmerne af RAD blev organiseret efter et hierarkisk system med uniformer, rangbetegnelser og dekorationer. Organisationen bestod af flere afdelinger, herunder servicekontor, personalekontor, registreringskontor samt en propagandaafdeling.
Arbejdsdistrikterne var underlagt RAD’s ledelse og var opdelt i arbejdsgrupper, som igen bestod af afdelinger med ca. 216 medlemmer hver. Et eksempel på en enhed var „9/280‟, som betegnede den niende afdeling af gruppe 280 i arbejdsdistrikt XXVIII (Würzburg). For den kvindelige del af RAD var strukturen tilsvarende, men arbejdsdistrikterne fulgte ikke nødvendigvis den territoriale opdeling for mændenes enheder.
RAD’s Rolle Under Anden Verdenskrig
Under Anden Verdenskrig blev RAD-enheder indsat som støtte for Wehrmacht, hvor de fungerede som vagtstyrker, ingeniørtropper og konstruktionshold. Nogle enheder blev dog direkte inddraget i krigsoperationer, især 17-årige arbejdere og tjenestepiger, som blev anvendt til luftrekognoscering og luftværnsarbejde.
For den kvindelige del af RAD blev en særlig krigstjeneste indført, hvilket betød, at tjenestepigerne måtte forblive i seks ekstra måneder for at arbejde i administration, hospitaler og andre civile funktioner. I 1945 blev grænsen mellem RAD og Wehrmacht udvisket, og nye RAD-divisioner, herunder unge under 17 år, blev indlemmet i det militære beredskab.
Konklusion
Tvungen arbejdstjeneste under det nazistiske regime var et redskab til både ideologisk indoktrinering og praktisk forberedelse til krig. Mens det oprindelige formål var at reducere arbejdsløsheden, blev RAD senere en integreret del af militæret og krigsøkonomien. Organisationens historie viser, hvordan arbejdspligt blev brugt som et politisk værktøj til at forme ungdommen og forberede nationen på konflikt.