Partikelstrålekanon

Det var det tyske elektronik-firma Siemens som udviklede en partikelstrålekanon for Luftwaffe. Apparatet blev opfundet af professor Max Steenbeck i 1935. Ingeniørerne Heinz Schmellenmeier, Richard Gans og Fritz Houtermans var ledende skikkelser i projektet. Partikelstrålekanonen virkede ved, at den afbrød dynamoerne i motorerne i de allierede bombefly og dermed bragte flyene ned til lavere højder inden for rækkevidde af de tyske flak-batterier.

Den Norskfødte Dr. Rolf Wideroe skrev i sin selvbiografi, at han arbejdede på en partikelaccelerator (X-Ray transformer) til dette projekt i Hamburg i 1943. Det Philips-ejede datterselskab, Valvo, deltog også, og meget af teknikken blev fremstillet af CHF Müller & Co. Wideroe reddede senere et eksemplar af enheden fra ruinerne i Dresden, og leverede den til General Pattons 3. Hær i Burggrub den 14. april 1945.

En anden rivaliserende enhed, Ernst Schiebold’s “Röntgenkanone” blev udviklet i Grossostheim syd for Frankfurt under krigen. Denne partikelaccelerator sad neden under et beryllium parabolsk spejl. Denne kanon kunne styres automatisk mod de allieredes bombefly-formationer. Selskabet Richert Seifert & Co var i høj grad ansvarlig for fremstillingen af denne kanon.

De nævnte kanoner affyrede en hård partikelstråling mod de fjendtlige fly, og de var forløberne for de våben, som USA besidder i vore dage, og som udgør kernen i USA’s missilvåbenskjold.