Neuengamme: Den største koncentrationslejr i det nazistiske Tyskland
Neuengamme koncentrationslejr var Nazitysklands største koncentrationslejr på tysk jord. Lejren blev oprettet i 1938 i den sydøstlige udkant af Hamburg og voksede hurtigt til et brutalt tvangsarbejdskompleks med over 80 underlejre. Neuengamme spillede en central rolle i det nazistiske system af udnyttelse, undertrykkelse og udryddelse.
Oprindelse og udvikling
Neuengamme begyndte som en underlejr til Sachsenhausen. I midten af 1938 blev et nedlagt teglværk udpeget som ideelt til at rumme politiske fanger, som skulle arbejde i teglværket og producere mursten til de ambitiøse byggeprojekter i det planlagte “Germania” – Hitlers nye Berlin.
I 1940 fik lejren status som selvstændig koncentrationslejr, og dens betydning voksede hastigt. Under SS’ ledelse blev lejren udvidet til et stort arbejds- og udryddelseskompleks. Den blev drevet af SS-Totenkopfverbände, og fik med tiden 86 underlejre og “udekommandoer”, hvor fangerne blev spredt ud til fabrikker, havne og byggepladser i hele Nordtyskland.
Brutale forhold og tvangsarbejde
Fangerne i Neuengamme blev udsat for systematisk sult, sygdom, mishandling og drab. De blev tvunget til at udføre hårdt fysisk arbejde under livstruende forhold. Blandt de mest berygtede arbejdssteder var teglværket, ammunitionsfabrikker og Focke-Wulf flyproduktionsanlægget.
Over tid blev lejren også brugt til lægeeksperimenter, henrettelser og repressalier mod modstandsfolk. Fangerne kom fra hele det besatte Europa: Tyskland, Frankrig, Polen, Sovjetunionen, Holland, Norge – og Danmark.
Danske fanger i Neuengamme
Neuengamme blev det største destinationspunkt for danske fanger under besættelsen. Omkring 6.000 danskere blev deporteret til nazistiske lejre. Heraf blev et flertal sendt til Neuengamme eller dens underlejre. Mange var modstandsfolk, sabotører eller gidsler, som tyskerne anså for politisk farlige.
Fangerne blev brugt som slaver i den tyske krigsindustri, især i underjordiske fabrikker og militære anlæg, hvor forholdene var ekstremt barske. Danske læger, herunder kirkeminister Carl Hammerich, forsøgte at få adgang til lejrene, men det var først mod slutningen af krigen, at Røde Kors fik tilladelse til at yde hjælp.
Gustav Alfred Jepsen: En dansk krigsforbryder
Et mørkt kapitel i Neuengammes historie involverer danskeren Gustav Alfred Jepsen, som havde gjort karriere i SS. Han blev stedfortrædende lejrkommandant i Neuengamme og spillede en aktiv rolle i den brutale behandling af fangerne.
Efter krigen blev Jepsen arresteret af britiske styrker og stillet for retten i den britiske krigsforbryderdomstol i Hamburg. Her blev han dømt til døden for sin deltagelse i krigsforbrydelser og medvirken til massedrab. Henrettelsen fandt sted i 1948.
Dødstal og overgreb
Neuengamme husede i alt omkring 106.000 fanger fra 1938 til 1945. Det anslås, at mindst 55.000 døde – enten af sult, sygdom, overanstrengelse, henrettelser eller medicinske eksperimenter. Mange dødsfald fandt sted i de overfyldte underlejre og under de brutale dødsmarcher i foråret 1945.
Et af de mest uhyggelige kapitler i lejren var SS’ beslutning om at bortskaffe beviserne for forbrydelserne. Kort før krigens afslutning beordrede SS, at tusindvis af fanger skulle evakueres. Mange blev dræbt under transport eller bombninger, herunder fanger ombord på skibene Cap Arcona og Thielbek, der blev sænket af britiske fly ved en tragisk fejltagelse.
Neuengamme i dag
I dag fungerer Neuengamme som mindesmærke og dokumentationscenter. Stedet er åbent for offentligheden og rummer udstillinger, arkivmateriale og vidnesbyrd fra overlevende. Det minder verden om, hvad der skete, når ideologisk ekstremisme, racisme og statslig vold får frit spil.
Neuengamme står som et uafrysteligt symbol på nazismens brutalitet – og på nødvendigheden af at huske historien for at undgå gentagelse.
