Majdanek: Fra krigsfangelejr til dødsfabrik
Majdanek var en af Nazitysklands mest berygtede koncentrationslejre, beliggende ved Lublin i Polen. Lejren fungerede både som arbejds- og udryddelseslejr. Fra 1941 til 1944 blev over 360.000 mennesker dræbt her – hovedsageligt jøder, sovjetiske krigsfanger og polakker – under systematisk vold, sult og masseudryddelse.
Majdanek: Oprettet af SS
Majdanek blev oprettet i oktober 1941 af SS og nazistiske myndigheder i det besatte Polen. Den lå ved udkanten af Lublin, en vigtig by i Generalguvernementet. Den oprindelige betegnelse var “Kriegsgefangenenlager der Waffen-SS Lublin”, og formålet var at internere sovjetiske krigsfanger. Lejren blev placeret strategisk nær jernbanen, så transporter kunne ske hurtigt og effektivt.
I løbet af 1942 blev lejren gradvist omdannet til en kombineret koncentrations- og udryddelseslejr. Den blev en integreret del af Aktion Reinhardt, det systematiske folkemord på polske jøder. Nazisterne udnyttede lejren både til massedrab og slavearbejde. Majdanek kom dermed til at spille en central rolle i Holocaust, selvom den i offentligheden ofte omtales mindre end Auschwitz.
Lejrens opbygning og kapacitet
Majdanek dækkede et areal på cirka 270 hektar, men SS havde planer om at udvide den til 516 hektar. Hvis planen var blevet gennemført, ville lejren kunne rumme op til 250.000 fanger. Den eksisterende kapacitet lå omkring 60.000 personer ad gangen. Lejren var delt op i flere sektioner: boligbarakker, gaskamre, krematorier og arbejdsområder.
Lejren havde otte underlejre, hvor fanger blev brugt som arbejdskraft i landbrug, byggeri og industriproduktion. Fangerne arbejdede også i tyske militære faciliteter. Nogle blev sendt ud til våbenproduktion og vejarbejde. Andre måtte sortere tøj, ejendele og guld fra likviderede jøder.
Fangerne: Nationalitet, lidelser og død
Over 500.000 fanger fra 29 forskellige lande blev deporteret til Majdanek og dets filialer. De største grupper var jøder, polakker og sovjetiske krigsfanger. Mindre grupper kom fra Frankrig, Tyskland, Holland, Tjekkoslovakiet, Østrig og Danmark. De fleste jødiske fanger blev myrdet straks efter ankomsten. Andre døde langsomt af sult, sygdom, kulde og mishandling.
Lejren havde også en kvindeafdeling med omkring 12.000 indsatte. Mange kvinder blev sat til landbrugsarbejde og til at sortere stjålne ejendele. Børn og ældre var særligt udsatte. Omkring 60 % af fangerne døde af udmattelse, underernæring og sygdom, mens de resterende 40 % blev systematisk gasset, skudt eller hængt. Fysiske afstraffelser og sadistisk tortur var daglig praksis blandt vagterne.
Masseudryddelse og eksperimenter i dødsindustrien
Majdanek var både en arbejdslejr og en udryddelseslejr. Gaskamrene brugte både Zyklon B og kulilte. Ofrene blev ført ind i grupper, ofte under illusion om aflusning. Lejren havde fem krematorieovne, hvor ligene blev brændt, men mange døde blev også begravet i massegrave.
Nazisterne eksperimenterede med forskellige former for drab. Formålet var at finde den mest effektive måde at udrydde store menneskemængder på. Fanger blev brugt som forsøgspersoner uden bedøvelse. Nogle blev udsat for medicinske eksperimenter med kemikalier og giftstoffer. Dette skete især i forbindelse med SS-lægernes “forskning”.
Den mest brutale enkeltstående massakre i Majdanek fandt sted den 3. november 1943. Her blev omkring 18.000 jøder henrettet på én dag som led i Aktion Erntefest (“Høstoffest”). Det var en afsluttende udrensning af jøder i Lublin-distriktet. Fangerne blev beordret til at klæde sig af og skudt i store skyttegrave. Skudsalverne blev ledsaget af høj musik fra lejrhøjtalere for at overdøve skrigene. Ofrene blev stablet oven på hinanden i lag, og de overlevende blev dræbt med nakkeskud.
Lejrens befrielse og historiske betydning
Majdanek blev befriet af Den Røde Hær den 23. juli 1944. Det skete hurtigere end forventet, og SS nåede derfor ikke at ødelægge lejrens bygninger eller arkiver. Store dele af infrastrukturen stod intakte. Gaskamre, krematorier, fangebarakker og masser af fysiske beviser kunne dokumenteres med det samme.
Dette gjorde Majdanek til den første store koncentrationslejr, som blev grundigt dokumenteret. Fotos, filmoptagelser og vidneudsagn fra befriede fanger blev brugt under Nürnbergprocesserne mod nazistiske krigsforbrydere. Den sovjetiske hærs opdagelser blev gengivet i internationale medier og skabte chokbølger i hele verden.
Efter krigen blev lejren omdannet til Statens Museum for Majdanek. Museet fungerer som et historisk mindesmærke og forskningscenter for Holocaust. Flere af de oprindelige bygninger og strukturer er bevaret. Besøgende kan se krematorieovne, gaskamre og personlige ejendele fra ofrene. En af de mest kendte udstillinger er den enorme pyramide af aske og knogler fra dræbte fanger.
