Horserødlejren
Det åbne statsfængsel ved Horserød, i lokal daglig tale stadig omtalt som Horserødlejren, ligger i Nordsjælland, ca. syv kilometer fra Helsingør.
Lejren bestod oprindeligt af ca. 75 træbarakker og blev opført i 1917 til ophold for russiske krigsfanger, der kom fra Tyskland under 1. verdenskrig. I tiden efter 1. verdenskrig rummede lejren forskellige former for flygtninge, og blev siden omdannet til feriekoloni for skolebørn fra de københavnske slumkvarterer.
Den 19. april 1940 blev de første af i alt 80 tyske emigranter interneret af Staunings samlingsregering. Senere blev de sendt til Tyskland. Den 2. august 1941 blev de sidste 41 internerede sendt til Tyskland. En krigsret i Hamburg idømte 14 dødsstraf mens resten blev sendt i tyske koncentrationslejre.
I 1941 blev de arresterede danske kommunister først indsat i Vestre Fængsel i København og allerede fra den 22. juni 1941 interneret i Horserødlejren, selv om antikommunist-loven først blev vedtaget af Rigsdagen den 22. august 1941 (dog med tilbagevirkende kraft). 150 Kommunister blev sendt til Stutthof efter at have været interneret i Horserødlejren. Så har først danskerne, og siden september 1943 tyskerne interneret forskellige modstandsfolk, og jøder i Horserødlejren. Selvom Horserødlejr ikke betegnedes som koncentrationslejr, havde den den samme funktion, dog var den i modsætning til de tyske koncentrationslejre ikke underlagt SS.
Da den danske regering i 1944 oprettede Frøslevlejren blev Horserødlejrens indsatte flyttet dertil. Fra april 1945 brugte tyskerne lejren til lazaretlejr for sårede tyske soldater. Fra 15. august 1945 blev lejren brugt til internering af landssvigere, hvoraf de sidste blev løsladt i 1956. Det danske fængselsvæsen overtog Horserødlejren i 1947.
