Holger Danske udførte sabotage og likvideringer
Holger Danske blev stiftet i foråret 1943, og var en af de største modstandsgrupper i København. Der var omkring 350 medlemmer i gruppen ved krigens slutning i 1945. Gruppen stod for likvidering af ca. 200 stikkere og udførte mere end 100 sabotageaktioner. Holger Danske startede på Overgaden neden Vandet 51B på Christianshavn i København.
Holger Danske var en “borgerlig” modstandsgruppe i modsætning til den anden store modstandsgruppe BOPA, som blev dannet af kommunister og spaniensfrivillige. Holger Danske opstod i flere grupper I, II, III, IV og V. De forskellige grupper havde ingen forbindelse til hinanden på grund af den løse struktur, så blev en gruppe afsløret, kunne de andre grupper stadig uden problemer fortsætte deres modstandsaktiviteter.
Blandt gruppens største sabotageaktioner var sprængningen af Forum-hallen på Frederiksberg den 24. august 1943, og angrebet på B&W den 14. januar 1944.
Medlemmer i Holger Danske
Blandt medlemmerne af Holger Danske var de to kendte modstandsfolk Jørgen Haagen Schmith »Citronen« der blev medlem af gruppen i foråret 1943, og Bent Fauerschou-Hviid »Flammen«, der var medlem fra efteråret 1943. De deltog begge i sabotager i forskellige Holger Danske-undergrupper, og gennemførte sammen en række likvideringer i 1944.
Under besættelsen mistede gruppen 64 medlemmer.
Flamme og Citronen døde med en uges mellemrum i oktober 1944
- Jørgen Haagen Schmith »Citronen« (34 år.) blev skudt af tyskerne under voldsom ildkamp på Jægersborg Allé.
- Bent Fauerschou-Hviid »Flammen« (23 år.) tog sit eget liv med en cyanid-kapsel under en razzia.