Goliath mine – Det fjernstyrede bæltekøretøjer med sprængstof.
Under Anden Verdenskrig producerede Tyskland i alt 7.564 Goliath-miner. Disse var små, fjernstyrede bæltekøretøjer designet til at transportere og detonere op til 100 kg sprængstof bag fjendens linjer. Goliath blev primært udviklet til at ødelægge befæstninger, kampvogne og broer, hvilket gjorde den til en potentiel revolution inden for fjernstyret krigsførelse.
Design og funktion
Goliath var udstyret med en elektrisk eller benzindrevet motor afhængigt af modellen og blev styret via en 650 meter lang kabelspole. Operatøren kunne således manøvrere den mod målet fra en sikker afstand. Dog var der flere udfordringer ved designet: Den lette pansring gjorde køretøjet sårbart over for fjendtlig beskydning, og en topfart på kun ca. 10 km/t betød, at det var relativt nemt for fjenden at opdage og ødelægge det, inden det nåede sin destination. Derudover havde Goliath en meget lav frihøjde på kun 11,4 cm, hvilket betød, at den ofte satte sig fast i ujævnt terræn eller mudrede slagmarker.
Operationel anvendelse
Goliath blev anvendt af Wehrmacht på flere fronter, herunder under invasionen af Normandiet og i bykampene i Østeuropa. På trods af sin avancerede teknologi viste den sig dog at være mindre effektiv i praktisk brug. Fjendtlige styrker lærte hurtigt at afbryde styrekablerne eller skyde køretøjet i stykker, før det kunne detonere.
Begrænset succes og teknologisk arv
Selvom Goliath ikke opnåede den store succes på slagmarken, blev konceptet en vigtig inspiration for senere udvikling af fjernstyrede og ubemandede våbensystemer. Tyskerne valgte primært at afvikle projektet på grund af de høje produktionsomkostninger, da hvert køretøj var dyrt at fremstille og vanskeligt at masseproducere.
Alligevel lagde Goliath grundstenen til moderne drone- og robotteknologi inden for militæret, og princippet om fjernstyrede eksplosive enheder lever videre i nutidens våbensystemer.
